På lørdag skal min mand og jeg til middag hos min søster. Hun har fødselsdag og har inviteret os. Vi skal være sammen med nogle af hendes venner. Det bliver sikkert hyggeligt. Jeg har allerede fået lavet en aftale med den pige, som kommer og babysitter for os. Det er en rigtig sød pige. Jeg er helt tryg ved, at hun passer mine to små. De er også glade for hende. De ved nemlig, at de får lov til at være oppe i lidt længere tid, end de plejer. Og de ved også, at der vil være en ekstra mulighed for at få is. Hun elsker nemlig også is. Og jeg har da også købt en ekstra liter – af den økologiske. Den side af vores aften ude – uden børn er på plads. Hvad der ikke er på plads, er fødselsdagsgaven. Sådan en skal min søster jo have. Det forventer hun. Ligesom jeg selv ville forvente at få gaver af de mennesker, jeg inviterer til min fødselsdagsfest.
Hvad skal hun have?
Men hvad skal jeg give hende? Hun har alt! Hun er noget ældre end jeg og har en helt anden livsstil end jeg. Jeg er et rodehoved. Hos hende er der bare altid kontrol over tingene. Og hun ved, hvad hun vil. Sådan har jeg det ikke altid. Jeg kan godt flyde med strømmene og lade mig påvirke meget af moden, trenderne og hvad andre siger. Det gør hun ikke.
Derfor har hun også sendt mig en ønskeseddel og en besked om, at jeg ikke behøver at bruge mange penge på hendes fødselsdagsgave. Faktisk så skrev hun, at jeg og min mand slet ikke behøver at give hende en gave. Hun bliver glad, hvis vi bare kommer og er med til hendes fest. Det er sødt af hende. Hun ved, at vi har mange udgifter – og når man har to små børn, så er der flere udgifter, end man lige tror. Ikke kun sådan omkring skolestart. Hver dag!
Kalkmaling eller plaider?
Alligevel så skal hun have en gave. En lille en. Noget, der passer ind i hendes flotte hjem. Måske et stykke brugskunst. Eller en af de der flotte plaider, der er lavet af uld. Hvis jeg kan finde en plaid, der passer i farverne til hendes hjem, så er det måske en god idé. Hun får i hvert fald ikke en bøtte kalkmaling, selvom det står på hendes ønskeseddel. Det må hun selv ligge og rode med. Hun er ret god til de der gør-det-selv‐projekter, som hun altid har gang i. I modsætning til mig. Var det mig, der stod med en bøtte kalkmaling og skulle til at male en havestol, så kan du være sikker på, at der ville være mere maling på aviserne, jeg har lagt under stolen end på selve stolen. Jeg er en fumlefinger. Hun er fingernem.
Jeg tror, at jeg i morgen vil tage hen til isenkræmmeren og finde en smuk genstand til hende. Måske en lykketrold – eller et smukt salatsæt. Det kan hun altid bruge. Hun elsker salater. Så ja, jeg har mange muligheder. Det handler bare om at jeg skal finde tid til at komme derhen.
