Lager af koster

På morgenmødet en dag i sidste uge på politistationen, hvor jeg er ansat som kriminalbetjent, drøftede vi, hvad vi skulle stille op med et større lager af tyvekoster, vi havde fundet på et ensomt beliggende husmandssted, der har stået tomt i flere år. Det var helt tydeligt, at nogle indbrudstyve brugte stedet til opbevaring af tyvekosterne, men vi havde på det tidspunkt ingen spor af gerningsmændene.

En ret stor del af de mange tyvekoster er musikinstrumenter, som nu befinder sig i vores depotrum i kælderen på politistationen. Vi har fået en ekspert i musikinstrumenter til at kigge på dem. Vores problem med dem er, at vi i vores egen politikreds ikke i de senere år har fået anmeldelser om tyveri af musikinstrumenter.

Derfor besluttede vi på det pågældende morgenmøde at sende en forespørgsel ud til andre politikredse, og den har nu vist sig at give resultat. Fra Nordjylland fik vi orientering om et indbrud på en stor musikforretnings lager, hvor der var blevet stjålet et større antal instrumenter, som nordjyderne nu efterlyste.

Vi valgte at tage et billede af hele lageret af instrumenter og et nærbillede af en guitar, som så meget speciel ud. Vi mailede fotografierne til vores nordjyske kolleger, så de kunne præsentere musikforretningen for dem, så de eventuelt kunne identificere ”vores” musikinstrumenter som de stjålne.

Det viste sig, at tyvekosterne i vores kælder rent faktisk omfattede de mange stjålne musikinstrumenter fra Nordjylland, og i går kom en fragtmand og hentede dem, så de kunne komme tilbage til deres rette ejere.

Nu har vi indledte jagten på de gerningsmænd, som nok står bag flere indbrud.

Disclaimer

Skriv et svar