Det sidste, man som forældre ønsker, er vel nok, at et eller flere af ens børn kommer ud i noget snavs som for eksempel stofmisbrug eller kriminalitet af en eller anden art. På et tidspunkt for snart fem år siden, da vores søn, Jonas, var 13 år gammel, blev min mand og jeg lidt betænkelige ved hans omgangskreds. Flere af kammeraterne var i vores øjne nogle værre rødder, så vi var ikke helt trygge ved det selskab, Jonas søgte.
Vi snakkede en del om det og spekulerede noget på, hvordan vi kunne aflede ham fra det uheldige selskab, som han selvfølgelig ikke selv syntes var uheldigt. Et direkte forbud mod at omgås den flok lømler, han tit hang ud med, ville vi for alt i verden undgå, for vi regnede med, at det nemt kunne have den stik modsatte effekt.
Det var min mand, der fik den ide, at vi måske kunne udnytte Jonas’ store interesse for musik. Vi var villige til at betale, hvad det skulle koste, for at give ham andre og sundere interesser end at hænge ud med det slæng.
Vi snakkede om forskellige musikinstrumenter fundet her, der måske kunne fænge hos Jonas, men i nogen grad skulle det selvfølgelig også være op til ham selv. Vi ville satse på at give ham musikundervisning, så det ikke bare blev til en hjemlig syssel, som næppe kunne fastholde hans interesse i ret lang tid.
Da vi talte med Jonas om det, var han ikke i tvivl om, at han helst ville have et keyboard, for han havde nogle gange forsøgt sig på sin farmors klaver, når han havde besøgt hende, og det kunne han godt lide at spille på.
Min mand tog Jonas med ind i byens største musikforretning for dels at finde et velegnet keyboard til Jonas, dels for at forhøre i forretningen om, hvor man eventuelt kunne få undervisning i at spille på sådan et.
Det viste sig at blive et vellykket besøg, for forretningen havde kontakt med en spillelærer, som man gerne ville anbefale. Jonas var også indstillet på at tage musikundervisning, for han var som sagt meget interesseret i musik, selvfølgelig mest den ungdommelige slags som rockmusik.
Så begyndte Jonas at gå til spilleundervisning to gange om ugen, og han brugte mere og mere tid på at øve sig hjemme, og vi kunne konstatere, at han blev mere og mere ferm på sit instrument. Samtidig var det tydeligt, at han var mindre og mindre sammen med de kammerater, som vi gerne ville lokke ham væk fra, så metoden så allerede tidligt ud til at virke efter hensigten.
Efter nogle måneder med musikundervisning kom Jonas via spillelæreren i kontakt med en jævnaldrende dreng, som gerne ville spille sammen med en anden. Jonas’ nye kammerat var virkelig god på sit flotte trommesæt, så selv om det medførte en del larm, når de spillede hjemme hos os, var de så tilpas gode på deres instrumenter, at vi af og til direkte nød deres musik.
I dag spiler Jonas i et rockband, og det er helt slut med de uheldige kammerater.
