Min mand har lige kørt mig ned til togstationen. Jeg nåede lige at springe på toget, inden det kørte. Jeg sætter mig ned på et ledigt sæde. Lægger ikke mærke til, at kvinden, der sidder lige overfor mig, er en gammel klassekammerat. Hun siger hej til mig og smiler. Jeg genkender hende ikke lige med det samme, men siger hej og smiler tilbage. Hun ser på mig. ”Kan du ikke huske mig?” Jeg kigger grundigt efter og kan genkende hende. Småler og siger undskyld. ”Jeg genkendte dig ikke lige med det samme.” Vi snakker lidt sammen om gamle dage, dengang vi gik i folkeskole sammen.
Mange år siden
Vi har faktisk ikke set hinanden i mange år. Måske 10 år. Jeg spørger hende om, hvad hun laver til hverdag. Hun fortæller mig, at hun arbejder i et medicinfirma herude, som chef for firmaets kommunikation internt og ud til offentligheden. Det er et ret stort firma. Hun fortæller mig, også at hun er bosat inde i København. Jeg undrer mig lidt. Hvis hun arbejder i et stort firma herude, hvorfor sidder hun så i toget på vej imod København nu. Klokken er kun 11 om formiddagen. Jeg spørger hende, om hun er på vej til møde. Hun smiler og fortæller mig, at det er hun ikke.
På vej til psykoterapeuten
Hun skal i psykoterapi i København, fordi hun er inde i et forløb efter et sammenbrud for et par år siden. Det havde været sådan en kombination af stress og depression. Og for meget arbejde. Hun talte åbenhjertigt og meget ærligt om det. Har fået det godt igen og er tilbage på fuld kraft igen. Men hun holder fast i sin terapeut. Hun hjælper hende til at få en god hverdag. Ikke kun til at komme over en svær periode i hendes liv. Jeg synes, at det er så fint, at hun holder fast og passer på sig selv.
