Det var en glad hustru, der tog imod mig, da jeg i går kom lidt sent hjem fra arbejde. Hun var kommet hjem fra sit job til normal tid, mens jeg havde haft et par timers overarbejde, så hun rent faktisk havde maden klar, da jeg kom.
Grunden til hendes glæde var, at vores datter Marianne havde ringet hjem og fortalt, at hun nu havde fået arbejde. Marianne bor i Aalborg sammen med sin kæreste, og i snart to måneder har hun gået arbejdsløs, efter at det firma, hvor hun var ansat som sekretær, havde måttet dreje nøglen efter en konkurs.
Marianne havde fortalt, at hun var blevet ansat som advokatsekretær hos to advokater i Aalborg, der havde opslået stillingen i den lokale avis. Marianne har en almindelig kontoruddannelse og har sådan set ikke speciel erfaring som advokatsekretær, hvilket ellers var blevet ønsket i stillingsopslaget.
Men hun havde været så heldig, at der blandt de øvrige ansøgere heller ikke var nogen med erfaring fra sådan et job, og Marianne havde fået en virkelig flot anbefaling med fra sin tidligere arbejdsgiver, og hun havde tilsyneladende også gjort det godt til den ansættelsessamtale, hun var blevet indkaldt til, så de to advokater, hun var til samtale hos, havde valgt hende til stillingen.
Marianne havde fortalt min kone, at den ene af de to havde specialiseret sig som skilsmisse advokat, og selv om Marianne ikke har noget specielt kendskab til skilsmisselovgivningen, synes hun, at det er et spændende emne, som hun ser frem til at få noget mere kendskab til.
Derimod forventer hun sig ikke alt for meget af arbejdet for den anden advokat, for han har satset på at være erstatningsadvokat, og den type sager synes Marianne ikke er specielt interessante. Men på den anden side, havde hun sagt til sin mor, så kan det jo være, at det viser sig at være mere interessant, når man først får lidt kendskab til det.
Det er lidt pudsigt, at Marianne nu er endt som advokatsekretær. Det er nemlig sådan, at hun som helt ung var i skolepraktik hos en boligadvokat i Frederikshavn, hvor vi bor. Den gang var det en uges praktikperiode som piccoline, for hun var kun 15 år gammel og kunne selvsagt ikke være i praktik som advokatsekretær.
Men den praktikperiode havde alligevel vakt hendes interesse for juraen, og i den sidste del af hendes skoletid talte hun en del om måske at studere jura. Sådan kom det ikke til at gå, fordi hun løb ind i en sygdomsperiode lige omkring afslutningen af folkeskolen, så det ikke var relevant at begynde i gymnasiet.
Hun blev heldigvis helt rask igen, men valgte efter sin sygdom at tage en elevuddannelse på kontoret i det firma, hvor hun her for nylig blev afskediget fra i forbindelse med konkursen. Hun var meget velanskrevet i det firma, og hun ville nok være fortsat der i mange år, hvis det ikke var på grund af virksomhedens økonomiske vanskeligheder, der i den sidste ende førte til firmaets lukning.
