Tror du, vi kan komme tættere på, uden at de opdager os, hviskede Villy til mig, da vi stod i udkanten af en temmelig stor lysning i den skov, hvor vi var på bukkejagt ret tidligt i morges. Ingen af os var i tvivl om, at de tre bukke med flotte opsatser, vi kunne se i den anden side af lysningen, var for langt væk til, at det ville være forsvarligt at skyde mod dem.
Villy trak et apparat, der godt kunne minde om en kikkert, op af lommen og satte det for øjet. Kort efter sagde han påtaget henkastet, at dyrene befandt 140 meter væk fra os. Nå da, sagde jeg, det var da meget præcist. Hvordan ved du det så sikkert?
Forklaringen var, at Villy af sin bror havde lånt en ny og billig afstandsmåler til golf, og ved hjælp af den kunne han med meget stor præcision bestemme afstanden hen til dyrene. Vi blev hurtigt enige om, at 140 meter var en alt for stor afstand til at afgive skud, selv om det var vores jagtrifler, vi havde med på jagten i morges.
Vi fjernede os lidt fra lysningen i den hensigt at gå i en bue udenom og tættere på de tre flotte bukke, så vi kunne komme på forsvarligt skudhold af dem. Mens vi sneg os gennem skoven tænkte jeg på, at jeg rent faktisk ikke bryder mig ret meget om alt for meget teknik til at hjælpe, når man går på jagt.
Efter min opfattelser er helt almindelige kikkerter en god ide at have med, men sådan nogle moderne apparater som afstandsmålere med laserteknik synes jeg faktisk er lige i overkanten. Ikke sådan at forstå, at jeg er gammeldags, men jagt er da en form for sport, og så synes jeg, at sporten går lidt af det, hvis man betjener sig af den slags hjælpemidler.
Vi nærmede os det sted, hvor de tre bukke tidligere havde stået. Men nu kunne vi ikke længere få øje på dem, så jeg stillede mig op ad en kraftig træstamme og tog min Bresser kikkert frem for at afsøge terrænet. Jeg fandt hurtigt ud af, at de tre bukke havde flyttet sig, og ironisk nok var de nu tæt på det sted, hvor vi før havde stået og fået øje på dem. Åh hvem der dog bare havde købt et godt og billigt vildt kamera…
Vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om, at vi skulle prøve at gå et stykke tilbage, for det var nogle flotte bukke, som vi bestemt gerne ville nedlægge et par stykker af. Om det var en fært af os eller en eller anden lyd, der fik bukkene til at reagere, ved jeg ikke, men pludselig sprang de af sted på en måde, der tydeligt viste, at de var blevet skræmt af et eller andet.
Vi ærgrede os, men blev enige om, at man jo ikke kan være heldig hver gang, og det var også på tide at slutte jagten og komme hjemad. Jeg skulle direkte på kontoret, så jeg tog mit Deerhunter jagttøj af og skiftede til almindeligt tøj, som jeg havde med i bilen.
